Man skal ikke have en særlig stor nysgerrighed eller viden omkring psykologi for at vide, at vi ofte bører rundt på ting fra vores barndom, langt ind i vores voksenliv. Traumer vi har fået som helt små børn kan have store effekter på den måde vi tolker og interagerer med vores omverden på. Hvis vi ikke selv har nogle store mentale problemer, eller får professionel hjælp hos en psykolog allerede, så har vi dog ofte en tendens til at tænke, at det ikke er relevant for os. Vi bilder os selv ind, at vores barndom ikke har farvet den måde vi ser verden på, fordi den ikke var specielt traumatisk.
Men det er atlså ikke tilfældet. Selvfølgeligt er vi et produkt af vores fortid, og de ting der skete i vores barndom. Det er bare mindre tydeligt, hvis vi ikke oplevede noget helt forfærdelige ting i vores barndom. Men det hele bygger sig stadig op, og du er stadig et produkt af den person du var engang.
Hvis vi ikke føler at vores fortid skaber store problemer, så er det selvfølgeligt usandsynligt at vi bruger tid og penge hos en psykolog. I princippet tror jeg alle kunne have godt af det, men der er jo også begrænset med psykologer derude. Så det er måske meget godt, at de primært bruger tid med de folk, der virkeligt lider under ubearbejdede problemer.
Men det betyder ikke, at vi ikke kan udforske vores barndom på egen hånd. Der er meget at lære ved at kigge tilbage på vores liv. Du kan eksempelvis lære gode manerer af din barndom! Specielt ved at kigge på situationer, hvor du ikke handlede på en måde, du kan stå helt inde for.
Vi kan måske ikke altid huske alle disse situationer. Men det kan vores forældre typisk.
Da jeg fortalte min mor, at vi havde kig på leasing af bmw firmabil i min virksomhed, så kiggede hun alvorligt på mig, og sagde ?Husk ny at passe godt på bilen, selvom du ikke ejer den?. Jeg var lettere chokeret over, at hun følte et behov for at minde mig om det: det er da almindeligt sund fornuft? Men hun fortalte mig så, at jeg flere gange som barn havde tendens til, ikke at passe godt på ting jeg lånte af venner eller familie.
Hvis jeg selv havde en yoyo for eksempel, så passede jeg virkeligt godt på den. Jeg dobbelt-tjekkede altid, at den var i min lomme, og jeg var forsigtigt med hvor jeg brugte den. Men da jeg lånte min brors yoyo (fordi den havde Anders And på siden, hvilket jeg var vildt misundelig over), så røg alle disse forbehold ud af vinduet. Jeg lod den skrabe mod jorden, glemte den på legepladsen og så videre. Den var lånt, så den var ikke vigtig. Sådan tænkte jeg åbenbart som barn – og min mor var bange for, at jeg ville have samme tilgang til en leaset firmabil.
Og hvem ved? Måske ville jeg ubevidst havde handlet sådan, hvis jeg ikke var blevet konfronteret med min uheldige opførsel fra min barndom. Nu er jeg i hvert fald rigtigt opmærksom på min behandling af leasing bilen.
